Du er her: 

Nytårsgudstjeneste torsdag den 31. december kl. 15.00 i Selsø kirke er AFLYST

Nytår 2021

Evangeliet til nytårsdag skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldet af englen, før han blev undfanget i moders liv! Lukas 2, 21.

”Klokken slår, tiden går, evigheden os forestår. Lad os da bruge den kostbare tid, tjene vor Herre med al vor flid, så skal vi nok komme hjem”.

Amen.

Prædiken:

Tilsyneladende er der ikke meget kød på dagens evangelietekst, og den smule der er, skærer de væk!

Men, når det er sagt, så må vi sige, at på trods af evangeliets korthed i dag, - er der stadigvæk masser af kød på evangeliet, - fordi det fortæller os noget væsentligt om Jesus og dermed om os! Nemlig, at han blev født, som du og jeg, som et menneske i tiden, - og dog, - så er Jesus meget mere end det, fordi han bærer tilnavnet Kristus, den salvede, verdens frelser, den guddommelig søn, der er vejen, sandheden og livet, - og dermed tidens fylde!

Lad os derfor give os lidt tid til, at være i tiden og høre om tidens fylde. Også selvom, det jo kan være svært, at være i tiden, - især når den har det med, at løbe fra os…Både den analoge og den digitale tid.

Udtrykket digital kom først i folkemunde med digitaluret i slutningen af 70erne. Nu var det ikke længere de oprindelige visere på uret, der indikerede tiden, men de digitale tal, - hvilket nogle gange kunne medføre misforståelser! En mand siger: ”Jeg har ikke været i seng med en kvinde siden 1949”. Den gode ven svarer: ”Nå, ja, - men den er jo også kun 22.30”. Så meget til den digitaliserende tid.

Tiden er en mærkelig størrelse, - uanset om vi går eller sidder, - så går tiden. Vi kan ikke gøre os herre over tiden, eller få den til at gå eller for den sags skyld, få den til at stoppe. Den går sin gang, selvom det nogle gange kan føles, som om den står stille, så kan vi være ganske sikre på, at den bevæger sig fremad. Sådan er tiden. Uberegnelig og så alligevel beregnelig. Ikke mindst i dag, hvor vi står på tærsklen til at træde ind i år 2021, beregner vi tiden i kraft af et nyt år. Det står fast. Men det beregnelige er også kun selve året 2021. For selv i år 2021, går tiden - den står ikke stille.

Ser vi tilbage på året 2020, så er der opstået helt nye ord, som vi ikke havde drømt om vil skulle tage i vor mund og ligefrem gå hen og blive daglig tale med ord som: Corona, pandemi, mundbind, hudsult, mørketal, fremkaldervæske, superspreder, albuehilsen, virolog, værnemiddel, spritte af og holde afstand, corona-depression-kilo-træthed og sidst men ikke mindst, årets ord; samfundssind!

Året 2020 står uomtvisteligt som et annus horribilis for de fleste af os, uanset om vi selv er blevet ramt af sygdommen på egen krop, pårørende eller bekendte, så har pandemien fyldt det meste af vor gøren og laden i 2020 på godt og ondt. Nogle mener, at den ligefrem har ført noget godt med sig, f.eks. i form af en mere udpræget bevidsthed overfor ens næste i form af, at udvise samfundssind, andre derimod har kun set pandemien som en klar indskrænkning af ens individuelle handlingsfrihed. Uanset øjnene der ser på det forgangne år der gik, så virker det sikkert for mange af os, som om tiden er gået lige lovlig hurtigt.

Det føles som om, at det var i går, at vi stod på tærsklen til år 2020, - men det gør vi ikke. Hvis nogle af Jer i farten skulle have mistet tiden, så er det stadigvæk 2021, vi går ind i. Det kan vi ikke løbe fra, uanset hvor langt vi løber - løber tiden med.

Ligesom manden, der ikke kunne fordrage sine fodspor og sin skygge. Han besluttede derfor at løbe væk fra dem og gav sig til at løbe. Men jo mere han løb, desto flere fodspor kom der, og skyggen havde ikke svært ved at følge med. Han mente så, at han løb for langsomt, og han løb hurtigere og hurtigere uden at standse, indtil han til sidst styrtede om af udmattelse og døde. Havde han bare stået stille, havde der ingen fodspor været. Og hvis han havde hvilet sig i skyggen, ville hans egen skygge være forsvundet.

Ligesom vores fodspor og skygge er tiden en del af os. Forsøger vi at gribe den, smuldrer den gennem vore hænder, som Søren Kierkegaard siger om tiden: ”Fortiden er gået, fremtiden er endnu ikke kommet, og øjeblikket - momentet - forsvinder som sandkorn mellem fingrene på os. Men, siger han, sæt nu øjeblikket ikke er tidens atom, men evighedens atom, så bliver hver dag dyrebar og hvert øjeblik altafgørende. Brugte vi øjeblikket som den barmhjertige samaritan til at standse op og tage os af den nødstedte - eller gik vi forbi i ligegyldighed? Øjeblikket afgør, om vi er kyniske eller medfølende. Øjeblikket er evighedens mindste del. Rakt os til brug eller misbrug”. Citat slut.

Kierkegaard mener: Øjeblikket er ikke bare noget der forsvinder, men evigheden kvalificerer øjeblikket, som netop gør tiden betydningsfuld og indholdsrig og ikke lader den være et indholdsløst begreb, som bare skal slås ihjel. For hvis tiden er et indholdsløst begreb - hvis der aldrig er tid til noget bestemt og meningsfyldt - er der ikke noget at sige til at man vil slå tiden ihjel. For mig er det, et af sprogets mest uhyggelige udtryk, lige så grotesk som den skik at man vil skyde det gamle år - og lige så barnagtig som den forestilling, at det nye år er et spædbarn, nyfødt, uskyldigt. Som om vi ikke trak alting med os fra det gamle - og først og fremmest da vores forhold til tiden. Menneskets forhold til tiden er på en vis måde menneskets forhold til sig selv. Derfor er det sandt hvad aforismen siger: at det er utroligt som synet på alderen - skifter med alderen. Hvis man om et menneske siger at det aldrig har tid - så er det jo sprogligt set noget vrøvl for enhver af os har tid, eller tiden har os.

Med Jesu indtog i historien, med hans navngivning, som Jesus, den der frelser, er vi en gang for alle indskrevet i fortiden og fremtiden, men med livet i nutiden. Et liv som fordrer lidenskab, ikke kun den indadvendte, men i høj grad en lidenskab overfor og med hinanden i tidens fylde.

For med Jesu omskærelse er han gået ind under de samme vilkår, som hans medmennesker dengang gik ind under. Han skulle ikke være noget særligt frem for de andre, blot en af dem. Han skulle være deres medmenneske og bror i alle ting. Derfor blev han ikke blot et menneske sådan i almindelighed, men et menneske på en bestemt tid og et bestemt sted og i et bestemt folk, for at han kunne møde dem som en af deres egne; for at de kunne forstå, at han virkelig var deres medmenneske og bror netop på det sted, hvor de levede. De skulle ikke gå udenfor deres folk og deres kirke for at finde ham; han var der, hvor de var.

Det at Kristus blev omskåret for at være en fælle i livets strid for dem dengang, betyder også for os, at han er der, hvor vi er, i vores tid. Han er ikke noget idealmenneske, som står et sted, ophøjet over livets almindelige dagligdag; men han er et menneske som du og jeg: hans ord kommer til os netop dér, hvor vi står. Vi skal ikke være noget særligt, hverken noget særligt godt eller noget særligt religiøst, for at have med ham at gøre. Han er midt i vores liv. Hans ord er for almindelige kæmpende og stridende mennesker, der har nok at gøre med dagen og vejen.

Han er ikke forbeholdt de fromme mennesker, der bilder sig ind, at de har tid og særligt anlæg for kristendommen. Han er heller ikke forbeholdt vore gode øjeblikke eller de særlige hellige steder. Nej, - at han blev omskåret betyder, at han virkelig blev en af os og nu færdes på vore daglige veje. I alt menneskeligt er han med, fra det højeste til det laveste; han lader sig ikke afgrænse til nogle mennesker og nogle steder; nej, ingen mennesker og ingen steder kan blive fri for ham. Han er ordet fra Gud, - og dermed ordet om den grænseløse kærlighed, den grænseløse tilgivelse og det grænseløse håb, der giver tiden fylde.

Og mon ikke vi alle har brug for at høre det, også nu, hvor vi står på tærsklen til et nyt kalenderår og traditionen tro tænker over hvilke nytårsforsætter vi skal beslutte os for med henblik på det kommende år og ikke mindst ser tilbage på det forgangne år, på godt og ondt. For døden, tabet, sorgen, og angeren, er forhold i vores liv, som vi ikke kan løbe fra, for tiden løber med os. For gør vi det, så bliver det med fanden som en sulten løve lige i hælene. Vælger vi derimod, at leve med dem, kæmpe med dem, og dermed lade dem forsone sig med vores sparsomme tid og prøver på, at lægge vor øre til evangeliets og kristendommens, for os ofte dunkle, tale om mening og fylde. Om grund til livsmod, trods tab og truende horisonter.

Ofte lyder den knapt nok som en hvisken sat op mod tilværelsens højtråbende facts. Og dog så lyder den til os, vor Herres livsbekræftende tale om livsmodets og glædens ret, som et ord, der vil bringes videre og blive til noget. Vi skal ikke spare på talen om meningsfylde eller holde noget tilbage af frygt for, at der ikke er nok til alle. Vi skal øse og frådse løs af det befriende budskab evangeliet er, trods al dets uanselighed og tåbelighed i verdens øjne. Dyb og stor glæde.

Frigørelse fra snærende bånd, som når Paulus siger: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov”. Så er vi da ikke dømt til meningsløsheden og tomheden som det endegyldige, men til at leve lidenskabeligt og engageret i tiden, der bliver stillet os til rådighed. Til at gøre noget, løbe med livet og ikke efter livet, med den store ro og livgivende langsomhed, som hører med, når man dybt i sit hjerte véd, at alt har sin tid. Og at det er ad den vej og med den accept, vi kan blive til hele mennesker.

Således kunne vores nytårsforsæt være indledningen til et sundt opgør med vor egen tidsopfattelse og dermed til at tage Guds ord til os, som lyder til ethvert menneske; At mennesket er en enestående skabning, der krydses af livet og historien, og dermed tør blive - og tilmed tør indrømme at bedst er det, at turde tro, at man frit og kvit skabes og bliver til ud af fremtiden med en klog tanke på fortiden, og dermed leve lidenskabeligt, som et jeg der forholder sig til et du - midt i tidens lidenskabelige fylde. Det burde der være tid til, - også i det nye år - for Jesus Kristus kommer dig i møde, i såvel den analoge som den digitale tid, - for Han er tidens fylde, fra evighed og til evig tid. I Jesu Kristi navn, ønsker jeg Jer alle et glædeligt og velsignet nytår! Amen

Del dette: