Midt i denne coronatid har vi alle brug for lidt tid til at besinde os, og for en tid hellige os Guds ord, så derfor denne corona-frie prædiken til Mariæ bebudelsesdag. Lukasevangeliet: 1,46 - 55.

”så vågn da op, min sjæl, bryd ud med lovsangs røst, og pris din Gud, din skaber og genløser, som så til dig i nåde ned og over os sin kærlighed med Trøsteren udøser!” (DDS 10,4)

Dette Hellige evangelium til Mariæ bebudelses dag skriver evangelisten Lukas:

Prædiken:

Hallelujah -pris Herren! Hvilken herlighed at få lov til, at forkynde det glædelig budskab, og så endda med Marias forunderlige lovsang til vor Herre. Hvor Lærkesang lyder foroven og vintergæk og erantis bryder frem forneden. Det nye liv. Snart er tiden inde. ”Hvad gennembrød den sorte jord…? Den lille anemone…”. Snart vil jorden vise sig svanger med liv, at det bare bryder igennem overalt. Hvor er det berusende og voldsomt, når foråret med sit nye livsunder afløser vinterens kolde og golde tilstand. Nu bevæger det sig igen. Nu sker der noget. Nu sparker og rør det nye liv på sig. Og det glæder os inderligt – forhåbentligt! For der er er noget i luften. Og det er en glæde i slægt med julens glæde, vi nu mærker. Sådan som det så fint understreges i dag, hvor vi fejrer Mariæ bebudelsesdag. Jesu undfangelsesdag ved forårsjævndøgn.

Jo, - vi ved jo nok godt, hvordan det går til. Eller rettere; vi ved noget om det. Men hvis vi gør alt til et spørgsmål om bioteknik, - biologi og teknik, menneskelivet totalt begrebet i tekniske termer, - så er vi, ja, så er vi virkelig dumme! Men hvordan kunne det gå til og hvad er virkelighed? En præst, jeg kender, fortalte et år op til Mariæ bebudelsesdag for sin 6-årige datter historien om englen Gabriel og pigen Maria. Og da han havde fortalt færdig spurgte han sin 6-årige datter, om hun ikke kunne tegne det? Hvortil hun svarede: ”Nej, far - for jeg tegner jo aldrig sådan noget virkeligt noget!” ”Undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria” - det er virkelighed. Fantastisk forunderlig virkelighed. Og dét er ikke så nemt at tegne. Det er ikke så nemt at forstå og begribe. Men vi kan gribes af det! Af fortællingen om, at ”englen Gabriel blev sendt fra Gud til en by i Galilæa” - til en jomfru, hvis navn var Maria - med bud om at hun skulle føde Guds egen søn. ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud”.

Det er nåden, der er det afgørende. Det er det udenfor kirkens tykke mure. Og det er det indenfor i gudstjenesten i de ord og fortællinger, der her møder os. Ånden. Guds gode Helligånd, som virker med overalt, hvor liv bliver til. Som rører os, så vi aner og fornemmer, at virkeligheden er langt større og rigere end vi så ofte går rundt og tror i den smålighed, som altid og på så mange måder truer os i det menneskelige. Søren Kierkegaard sagde: “Man kan bedrages på mange måder. Man kan bedrages ved at tro på det usande, og man kan også bedrages ved ikke at tro på det sande. Og hvilket bedrag er vel det farligste?” Eller som en mand engang sagde til sin hustru: ”Min forstand hindrer mig i at tro!” Hustruen, der kendte rumfanget af hans forstand, sagde trøstende og opmuntrende: ”Nå, men det er da en meget lille forhindring!”

Der er omtrent ni måneder til juleaften og det er derfor, at vi skal høre om Marias bebudelse i dag og netop, hvad der overgik hende den dag, overgår jo al forstand og ikke mindst hendes, men efter nogen undren og forfærdelse over budskabet, nægtede hun alligevel ikke den virkelighed der mødte hende, - tværtimod brød hun ud i lovsang med ordene: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Maria er det menneske, Gud sætter under sin nådige tiltale og dermed et eksempel på, hvad Guds nåde gør ved et menneske, et eksempel på, hvordan Gud ophøjer den ringe ved at gøre store ting imod hende, som det hedder i Marias lovsang. Da Maria forstod, at ordene til hende var båret af Guds nåde, stod hendes forstand stille – og hun lyttede i tro. Men hvad Gud gjorde for Maria, gjorde han jo for alle – for dig og mig. Han gav sin søn for alle, og oprejste ham for alle.

Han blev ikke kun Marias frelse, men alles frelse. Marias tak i form af lovsangen til Gud, er en tak som ingen er udelukket fra at være med i. Det hun takker for er ikke andet, end det Gud gør for os den dag i dag. Som hun undfanger ordet, kan enhver der hører det fange det – og ordet blev kød og blod og tog bolig iblandt os. Og alt hvad vi forstod ved mægtigt og stærkt og sikkert, blev ringe og svagt og usikkert. Og alt hvad vi forstod som svagt og forkastet, blev udvalgt og velsignet. Det var for fattigt at han lod sig føde af Maria fra Nazareth, - det var fattigt, at han lod sig salve af Maria fra Magdala – for fattigt, at han blev født i en stald og døde på et kors – for fattigt at han omgikkes prostituerede og døde mellem forbrydere – for fattigt, at han ikke havde en discipel der ikke svigtede ham!

MEN – den fattigdom begyndte altså allerede ved undfangelsen og dens mening var, at DU aldrig skal føle dig forladt i din fattigdom, hvad du så end var fattig på: Udsigt, retfærdighed, glæde, godhed, kærlighed, medfølelse, sandhed. Underligt klædt i kød og blod. Det vil sige virkelig. Lige så virkelig som dit kød og blod, lige så virkelig som din forstand, der sommetider står stille af glæde og sommetider forhindrer dig i at tro. Virkelig som undfangelse, fødsel og død er. En ubrydelig del af din virkelighed, hvor intet kan ramme dig der er så usselt og fattigt, at Kristus ikke har velsignet det med sit nådefulde ord.

Det vi hører i dag, er noget helt og aldeles exceptionelt samtidigt med at personerne og situationen, hvori det foregår, er fuldstændig dagligdags. Hvilket i øvrigt ikke gør det mindre exceptionelt. Kan man tænke sig noget mere jordnært end at et ældre par ikke kan få det barn, de havde set frem til at få? Ikke sådan at forstå, at det er noget alle og enhver kommer til at opleve, men sådan at forstå at det er disse to menneskers livsbetingelse; det er det vilkår, som præger deres liv i det daglige. Det savn de må leve med. Eller er der noget mere dagligdags end det, at en ung pige bliver gravid? Det er kendetegnende for kristendommen, at der sker noget fuldstændigt ubegribeligt; at Gud kommer os i møde; at der midt i dét daglige liv, der er vores, sker en guddommelig berøring, som vi hverken kan gøre fra eller til for at få del i, men som alene sker, fordi Gud vil det. Det er baggrunden for, at vi bærer intetanende spædbørn til døbefonten. Netop de hører gudsriget til, og er man stor eller voksen, må man lære af det og finde den ydmyghed, som passer til, at Gud vælger det ringe for at ophøje det, som Maria synger i sin lovsang.

Dåben er helt igennem præget af troen. Vi går op til døbefonten for i dåben at lade ham vi tror på knytte sit liv til det menneskes liv, som skal døbes. Her siger vi trosbekendelsen; her bekræfter vi troen. Ved døbefonten har tvivlen ingen plads; den tvivl, som vi ellers er opdraget til at have parat på et hvilket som helst tidspunkt og i en hvilken som helst situation. Derimod har forundringen plads ved døbefonten, selvom den må siges at befinde sig et sted i grænselandet mellem tro og tvivl. Tvivlen kan godt være forbundet med forundring, men den er det sjældent, for forundring er mere positiv end negativ.

Derfor har troen mest at gøre med forundringen, og derfor er dåben også omgærdet med forundring. Dåben er forundringens sted. Om Maria nogensinde selv blev døbt, melder historien ikke noget om. Det gjorde hun sikkert ikke, men det er også ligegyldigt, for det vi hører ske med hende i dag, kan vi roligt kalde for hendes dåb. Som i dåben kom Helligånden over hende, og som i dåben fandt hun nåde for Guds øjne.

Sådan som det sker, hver gang en bliver døbt. Det må vi forundres over, men det skal vi først og fremmest tro på. Guds søn lod sig føde af en jordisk kvinde og kom til verden som et lille barn; som et af de små børn, vi ikke må hindre i at få adgang til Guds rige. Men hvorfor hører Guds rige sådanne til? Netop fordi de ikke vægrer sig eller tvivler, men uden forbehold tager imod det, som skænkes dem. Løftet om at Gud vil holde sig til dem i al deres færd; at de i ordet om hans frelse skal leve deres liv som et frit liv. Han er ikke alene god at spejle sit liv i, han involverer vores liv i sit, sit liv i vores, så alt hvad vort liv kommer til at indeholde af ondt og godt holdes sammen af hans ord. Hvorfor har folk siden tidernes morgen undslået sig og forsøgt at krybe udenom, når det nu er Gud, der kalder dem og giver dem en opgave, som betyder, at deres liv får mening? Fordi det er risikabelt at have med Gud at gøre.

Ved at sige ja til Gud accepterer man nemlig den alvor, der hører med til Guds vilje og som er forbundet med livet. Hvorfor undslår folk sig nu om stunder og vil ikke have med Gud at gøre? Fordi det forpligter at have med Gud at gøre, for han kræver, at vi sætter livet på spil. Ja, det er forbundet med fare, det er sådan set forbundet med livsfare at leve, derfor viger vi tilbage og prøver at sikre os mod at få de skrammer på krop og sjæl, som vi ved gør ondt.

Det er forståeligt, men det er forkert, for hvad det angår, kan vi ikke sikre os, der findes ingen livsforsikring. Jo, der findes det som er vigtigere, Guds ord, som åbner himlen over os, skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Det ord som omfatter os helt, som tilgiver os hver gang vi vægrer os ved at have med Gud at gøre; som gør det muligt for os at leve med de fejl og de savn, som hører vores liv til. Det ord, som gør os til børn af ham, der drager omsorg for os og vil være med os alle dage indtil verdens ende.

Ære være Faderen og Sønnen og den Helligånd, som det var i begyndelsen, og nu og altid og fra evighed til evighed. Amen!