Prædiken til Kristi himmelfarts dag: Lukas: 24,46 - 53.

En død mand kommer op til Skt. Peter i himlen. De står begge og kigger på hinanden, - ingen siger noget! Manden kan ikke udholde tavsheden og gør opmærksom på, at han faktisk gerne vil ind …! Men Skt. Peter er lidt tilbageholdende og tøver en smule … Og så er det, at manden træder i karakter og insisterer på at komme ind. Det har han faktisk krav på, mener han, for der er ikke grænser for, alt det gode han har gjort i sit liv, og der er ikke grænser for alle de velgørende formål, som han har betalt penge til (og han har faktisk kvittering på det hele). Skt. Peter ved ikke rigtigt, hvad han skal stille op med manden, men beder ham vente et øjeblik, han skal lige tale med chefen. Og Peter går ind, og får fat i Vorherre, som han forelægger sagen. Vorherre sidder og tænker et øjeblik, og siger så til Skt. Peter: ”Ved du hvad, Peter, gå ud og sig til ham, at han kan få alle pengene tilbage, - og så send ham bare neden under …!”

Anekdoten er jo interessant, fordi den siger utroligt meget om det, at være menneske. For det første, at vi mennesker, har en tanke eller nærmere en ide om, at der er noget der hedder himmel og helvede, og at det unægtelig er, at foretrække himlen, hvis vi selv kan vælge, når den tid kommer! For det andet, at vi mennesker tænker i tid og rum.(Specielt i disse corona-tider)

Nu vil nogle sikkert sidde og tænke, - ja, ja, - det er godt med dig. Vi ved jo godt, at hverken himmel eller helvede, - i ordets bogstaveligste forstand findes! Men afskaffer vi i ordets bogstavelig forstand himmel og helvede, så må vi vel også afskaffe opstandelsen som værende sand, samt tro, håb og kærlighed og i værste fald bare kalde dem symbolske. Men, hvis de kun er symbolske, så er menneskelivet unægtelig et fattigt liv.

Afskaffer vi ordet helvede må vi også afskaffe ordet himmel, - det siger sig selv. Men, sker det, så gør vi virkeligheden fattigere og vi gør menneskelivet fattigere. Så lader vi vor indskrænkede forestillingsevne og indbildske hovmod gøre sig gældende for vort liv; at hvad min forstand ikke fatter uden videre, det findes ikke og bør derfor ikke nævnes. Men en sådan tolkning og livsforståelse vidner jo kun om mangel på tro, håb og kærlighed og ikke mindst mangel på poetisk dybde, som netop bor i ordene, helvede og himmel.

Og netop i dag, på Kristi himmelfarts dag, er det jo nærliggende, at tale om helvede og himmel, som noget konkret, ligesom himmelfarten er konkret og virkelig. Hvad er så helvede og hvad er himmel? Ja, helvede er både en tilstand og en stilstand, hvor al tro, håb og kærlighed ikke eksisterer. Her størkner livet og livet bliver dermed et fortvivlet liv. Her lukkes vi inde i tid og rum i hensynsløs selvhævdelse og ødelæggelse, her er alt tomt og øde og intet håb. Himlen derimod. Ja, her er der tro, håb og kærlighed. Her lever vi i tid og rum og åbenhed. Her står solen højt på himlen, her er glæde over glæde, lys over lys, - himlen hvor Guds bolig er. For ligesom ordet himmel har en uudtømmelighed af betydninger, har Jesu himmelfart det.

Lad os så - i dagens anledning - spørge: Hvad er det så, Kristus giver rum for med sin himmelfart? Ja, hvordan himmelfarten end skal forstås, så drejer den sig om at give rum og plads for os. Man kan sige, at den frihed som følger med evangeliet illustreres i beretningen om himmelfarten, ved at Jesus forlader disciplene og overlader det til dem selv at tage vare på deres liv. Der er på én gang noget befriende ved friheden, det siger sig selv, men også noget skræmmende, fordi den tryghed, der er ved, at man har en til at bestemme og styre, også fjernes idet man sættes i frihed.

Men det skal i samme åndedrag erindres, at himmelfarten ikke betyder, at Kristus er forsvundet. Han sidder ved faderens højre hånd som den, der til sin tid skal komme og dømme levende og døde, som vi siger i trosbekendelsen. Det er stadigvæk Gud, der har magten, men han har brugt den til at sætte os fri, og det er det, der billedligt talt illustreres med den begivenhed, vi hører om i dag. Men spørgsmålet er stadig, hvad det er, Kristus giver os rum til med sin himmel¬fart? Ja, kort sagt er svaret: til at leve livet.

På baggrund af det indbrud i vores tilværelse, som hans komme til jorden var med alt, hvad det indebar, stadfæstede han en frihed for os til at leve, dvs. med frihed fra at spekulere over alt det vi ingen veg¬ne kommer med at spekulere over; med frihed fra alt det, der vil begrænse vores livsudfoldelse, og med frihed til at forme vores liv til gavn og glæde for de mennesker vi er sat til at leve livet sammen med. Sagt kort: med ”omvendelse til syndernes forladelse”, som han siger lige før han bliver væk for øjnene af dem.

Den 5. maj 1945 var ingen i tvivl om, hvad frihed var eller hvad det at være blevet fri ville sige. Den form for frihed, som kom med besættelsens ophør, er det vigtigt altid at værne om, det vil sige, at det også er vigtigt i dag, og det er det, fordi friheden pres¬ses fra nye sider eller på nye måder. (Covid 19)

Uanset hvor vigtig den politiske frihed end er, så er der en frihed, der er vigtigere. Den frihed, der frigør fra ”verden”, som evangelisten Johannes ville sige. ”Verden” er det sted, hvor vi lever menneskelivet, med alle de risici, der er forbundet med det. Den politiske frihed skal man ikke stole på. Den kan bøjes, og den kan forsvinde helt, hurtigere man aner. Den form for frihed, som Jesus forkynder, er derimod stabil. Den kan ingen tage fra os, når vi først har fået den. På den politiske friheds område kan alt ske, uden at den åndelige frihed behøver at anfægtes, og det er denne frihed, Jesus formidler og skænker os. Det er et kristen menneskes frihed han forkynder.

Den mærkværdige hændelse vi er vidner til i dag; som vi hører om i dag, Kristi himmelfart illustrerer, hvad kristen frihed vil sige. Ved at fare til himmels, som det hedder, efterlod og overlod Jesus disciplene til sig selv. Alene det er jo en illustration af friheden. Samtidig rummer Kristi himmelfart også det aspekt, at Jesus nu får del i Guds magt - han er ikke længere begrænset af tid og rum, som man er som menneske. Og endeligt kan man i forlængelse heraf pege på, at Jesus på Kristi himmelfarts dag netop ved at fare til himmels bliver allestedsnærværende. Han er ikke længere bundet til en bestemt lokalitet eller en bestemt tid. Himlen er tæt på alle mennesker alle steder og til alle tider. Den er både det fjerne - hvælvingen, rammen, vilkåret, man lever under - og det nære. Himlen begynder jo ikke først tre kilometer ude i rummet, men også tre meter oppe i luften og i en vis forstand lige ud for ens næsetip.

Kristus lyste velsignelsen over sine disciple umiddelbart før han for øjnene af dem steg til himmels. Denne velsignelse fylder stadig og lyder stadig i det rum, han efterlod. Her skulle den virke; det var det, der var meningen med den. Men når Kristus fór til himmels, så var det ikke alene for at give os plads og rum, men også for at give plads for Helligånden. ”Jeg sender det, min fader har lovet jer”, Helligånden altså, og uden at for¬svinde selv ville det ikke give mening at sende ham. Med Helligåndens komme og hans tilstedeværelse i det rum, der er vores, så taler evangeliet altid ind i den aktuelle situation, der er vores. Det sætter os på plads. Kræver respekt af os overfor vore medmennesker og ydmyghed overfor opgaven, som er Guds vilje med os - i livets rum, hvor Kristi ånd lever.

Denne frihed kan du ikke købe dig til ved at bevise, at du har gjort en god gerning og samlet alle dine gode gerninger og kvitteringer fra penge du har doneret til velgørende formål, som manden i anekdoten, troede, at det ville hjælpe ham adgang til himmeriget. Nej, Du kan ikke købe dig adgang til Guds rige og du kan heller ikke gøre dig fortjent til det. Hvis du tror det, så ryger du ud i kulden igen; svarende til pointen i anekdoten. Du kan få pengene tilbage. Og længere er den ikke!

Med Jesu himmelfart lyder evangeliet jo netop også til dig, i dit rum, - dig, der har tabt dit liv på gulvet og som har brug for et trøstende ord til at samle det op med igen. Guds ord vedbliver med at lyde til dig: Du skal tro på det liv du har fået skænket. Det er de eneste pligter, evangeliet byder dig, at forvalte dit liv i overensstemmelse med dets hensigt, til gavn for dig selv og din næste. Fortabelsen eller dommen er, når vi taber det på gulvet og ikke får det samlet op, hvis vi af ligegyldighed eller mismod blot lader stå til og dermed ender i helvede.

Frelsen er, at genvinde det i tillid til, at dét er Guds vilje. Så der er ikke noget, at komme med oppe hos Skt. Peter; gode gerninger eller penge kan hverken gøre fra eller til, for det hele grunder i Guds kærlighed. Sand kærlighed er altid gratis, ja, er en nåde. Når livet atter lykkes, så er det en Guds gave, som det er værd, at sige tak for, ved også at få det til at lykkes for andre, men altså ikke, for at hytte sit eget skind eller ved at tro, at man har krav på tilbagebetaling i form af en plads i himmeriget.

At Jesus er faret til himmels, betyder, at alt det vi gør os til i vores storhedsvanvittige trang til at herske og beherske vort liv og andres liv, alt det modsiges af den kærlighed, som ikke søger sit eget, hans kærlighed, der satte sig selv til, den kærlighed, som kommer til os udefra, fra himlen, som en uventet, ubegribelig gave. Himlen over os, Guds himmel, hvor faderen og sønnen lever og råder i Helligånds enhed, den himmel er med sin åbenhed, sin nåde, sin tilgivelse, sin barmhjertighed modstykket til vore hårde, tillukkede rum og kolde hjerter, vores tvivlrådighed og ensomhed, nød og sorg.

Således er det himlen, som rummer de dybeste sandheder om os og vores liv, men de kommer til os, - som sendt fra himlen. Så lad os sigte mod himlene, så vi får vi jorden med. For sigter vi kun mod jorden, mister vi begge dele. Og så kommer vi aldrig i den syvende himmel.

Ære være Faderen og Sønnen og den Helligånd, som det var i begyndelsen, og nu og altid og fra evighed til evighed.

Amen