Selsø Kirke

Her finder du lidt informationer, statistik og historie om vores menighed og kirke i Selsø.

Selsø Kirke ligger ensomt med søen Selsø mod vest og Selsøgård og Selsø Slot mod øst. Kirkens ældste dele er den runde alterbygning og koret, som stammer fra rundkirke, der formentlig blev opgivet og erstattet af det nuværende skib i 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet. I koret og alterbygningen er der bevaret fem oprindelige vinduer. Den oprindelige norddør står i dag tilmuret som en niche udvendigt, mens syddøren fortsat er i brug, om end i helt ny form.
   Kirken er bygget af forskellige materialer. Det romanske skib er bygget af granitkvadre, den ældre alterbygning af frådsten, mens våbenhuset og andre tilbygninger er bygget af munkesten. Tårnet har tre etager, og er rejst i to omgange. Den nederste etage er fra senmiddelalderen, mens de to øvre etager er fra efter reformationen.
   Indvendigt præges kirken i dag af sine hvidtede vægge og hvælvede lofter. Oprindeligt har skibet og koret dog haft træloft, mens alterbygningens hvælv er oprindeligt. Skibets kalkmalerier er malet mellem år 1300 og 1775 og betegnes som meget bevaringsværdige på grund af deres usædvanlige motiver. Det gælder især motivet på nordvæggen fra starten af 1300-tallet, som forestiller straffen for nydelsessyge, én af de tre dødssynder.
   Blandt kirkens ældste inventar er det unggotiske korbuekrucifiks fra omkring 1275, der hænger i skibet mod sydvest. Det lå i mange år på loftet adskilt i flere stykker, men blev samlet på et nyt kors i 1931. Mellem kor og skib findes også et rigt dekoreret korgitter fra omkring år 1600. Prædikestolen er fra 1637. Op mod væggen ses Christian 4.s monogram. Til denne prædikestol hører også en dør, som bl.a. er udsmykket med et våbenskjold, der dengang tilhørte Københavns Universitet.
   På kirkegården ligger en toiletbygning fra 1895, og mod sydvest et ligkapel fra 1904. Tidligere fandtes der også et materielhus, som også har fungeret som kalkhus i 1800-tallet, ligesom der tidligere har eksisteret en stald.

Du kan læse meget mere om Selsø Kirke her:
Sogn.dk (økonomi og fakta om sognet)
LEX - Danmarks Nationalleksikon
Danmarks Kirke - Nationalmuseets store bogværk om danske kirker (1975)